Download Pernilles slides
Download Slido resultater
Vi kender det nok alle; ofte begynder vi mandag morgen med at danne os et overblik over dagens arbejdsopgaver. Ambitionen er høj! Fordi vi har rygende travlt og har en masse arbejdsopgaver, som skal nås inden dagens udgang. Men inden vi når at kigge os over skulderen, så er det blevet fyraften. Listen, vi startede ud med, er næsten lige så lang, som da dagen startede.
Dette er måske et scenarie, som du også kender. Men hvorfor sker dette? Det er der mange grunde til; ofte sidder vi i mange møder, vi bliver forstyrret eller afbrudt af andre vigtige opgaver, vi kommer til at bruge for lang tid på en simpel opgave – eller vi mister koncentrationen og får ikke afsluttet opgaverne ordentligt. Dagen efter har vi så endnu flere opgaver at sætte på listen, som vi heller ikke når i mål med denne dag…
Men hvad gør vi så ved det?
Ved dette NOCA-webinar, havde vi inviteret Danmarks førende ekspert i 4-dages arbejdsuge, Pernille Garde Abildgaard, til at belyse denne problematik. Dette gjorde hun med udgangspunkt i sin bog ’Brænd Hamsterhjulet – Guide til et lykkeligt arbejdsliv’. Nogle af de fokuspunkter, som Pernille kom ind over er følgende:
- Kort om 4-dages arbejdsuge trenden (fordele og ulemper) – og hvorfor netop dette greb er aktuelt/eftertragtet netop nu
- Eksempler på værktøjer og “ruter” mod en 4-dages uge, og hvordan værktøjerne også kan bruges i en 5-dages uge
- Sådan tager du tiden tilbage og når din to-do liste og skærper din kognitive kapacitet, så du måske endda leverer på et højere niveau
- Hvordan kommer du i gang med nye gode arbejdsvaner i din organisation?
Pernille Garde Abildgaard
er ejer, direktør og stifter af TAKE BACK TIME. Hun er foruden dette rådgiver, underviser, konsulent og forfatter til bøgerne: ”Manden der knuste kalenderen for at gøre sine medarbejdere lykkelige”, ”Fokus giver frihed- gode råd om arbejdsmetoder i en verden fuld af forstyrrelser”, ”The secret of the four day week- how to make your business grow by working less” og den nyeste bog, ”Brænd hamsterhjulet- guide til et lykkeligt arbejdsliv”. Hun er desuden specialist i personlig og kollektiv effektivitet samt 4-dages arbejdsuge – og har mere end 15 års erfaring som leder i både offentlige og private selskaber.