
HR som cybersikkerhedens frontlinje – når AI ændrer spillereglerne
Hvordan navigerer HR sikkert I en AI-drevet virkelighed?
Kunstig intelligens åbner nye muligheder, men også nye trusler. Særligt for HR, der håndterer nogle af organisationens mest følsomme data og har en central rolle i at forme kultur og adfærd.
På denne formiddag sætter vi fokus på HR’s voksende ansvar i forhold til cybersikkerhed, databeskyttelse og den sikre brug af AI. Sammen med IFCR – Institut for Cyber Risk – stiller vi skarpt på, hvordan HR kan agere som en aktiv medspiller i at beskytte organisationen i en tid, hvor truslerne ikke kun er tekniske, men i høj grad også menneskelige.
Temaer for dagen
- Cybersikkerhed starter med mennesker: Hvordan HR kan drive adfærdsændring og kultur, så sikkerhed bliver en naturlig del af hverdagen
- Fra GDPR til generativ AI: HR’s ansvar i håndteringen af følsomme data og nye teknologier og hvilken betydning har EU AI Act her.
- AI og hackerangreb: Hvilke risici følger med brugen af AI, og hvordan HR kan medvirke til at håndtere dem
- Konkrete værktøjer og cases: Fra træning og awareness til tekniske løsninger som proxy-modeller og AI-sandkasser
Hvem bør deltage?
Arrangementet er målrettet HR-professionelle med interesse for digitalisering, dataetik og ledelsesansvar i en ny teknologisk virkelighed. Derudover må I gerne invitere jeres IT-afdeling med så I kan sparre sammen efterfølgende.
Vi glæder os til at byde velkommen til en formiddag, hvor vi sammen undersøger, hvordan HR kan spille en afgørende rolle i at sikre ansvarlig og sikker brug af AI i danske organisationer.
Oplægsholderne
Begge oplægsholdere deler ud af deres erfaringer med at sikre danske organisationer i frontlinjen af den digitale udvikling.
Deres oplæg kombinerer teknisk indsigt med praksisnære anbefalinger til HR-funktioner, der ønsker at være på forkant med AI-udviklingen og dens konsekvenser for datasikkerhed og adfærd.
Derudover kommer vi til at runde af med mulighed for sparring med vores oplægsholdere, så du måske kan få svar på hvilke skridt I, sammen med jeres IT-afdeling, skal tage for at imødekomme sikkerheden.
Tobias Borg Petersen, Co-founder & Adm. Direktør
Tobias er medstifter og administrerende direktør for Institut For Cyber Risk (IFCR). Han har over femten års erfaring med informationssikkerhed, risikostyring og awareness, og arbejder både strategisk og operationelt med at styrke cybersikkerheden i private og offentlige organisationer. Tobias har blandt andet udviklet og vedligeholdt awareness-træningsmateriale baseret på aktuelle trusler og best practices, udført phishingtests og workshops, samt rådgivet om etablering af management systemer (ISMS) og integration med GDPR samt andre regulativer som NIS2.
Kim Larsen, Jurist & Security Advisor Governance, Risk og Compliance
Kim er jurist og databeskyttelsesspecialist i Governance, Risk & Compliance-teamet ved Institut for Cyber Risk (IFCR), hvor han både fungerer som in-house jurist og som ekstern konsulent for kunder. I sin rolle hos IFCR arbejder Kim både internt og eksternt med juridiske og tekniske databeskyttelsesrelaterede opgaver. Internt sikrer han, at organisationens egne processer og aftaler overholder gældende regler og regulativer. Eksternt hjælper han virksomheder med at navigere i komplekse og tekniske spørgsmål om databeskyttelse i komplekse digitale miljøer.

