
Vejen mod dit første lederjob
At blive leder indebærer meget mere end det, der står på papiret
Ambitioner er helt fantastiske. Og mange har ambitioner om ledelse. Men hvordan arbejder man sig egentlig imod sit første lederjob? Hvor skal man starte og hvor lang er vejen derhen? Og er det overhovedet muligt at få realiseret sine ledelsesdrømme som ung på arbejdsmarkedet?
Før man får sit første lederjob, har man som regel en klar idé om, hvad ledelse indebærer og hvad man skal kunne. Men sandheden er faktisk, at en lederstilling indeholder meget mere end det, der står i stillingsbetegnelsen.
På dette webinar vil Camilla von Benzon Hollesen dele ud af praktiske erfaringer, gode råd samt viden og indsigter fra hendes første bogudgivelse: “Vejen mod dit første lederjob – fra ambition til handling”.
Denne bog er nemlig baseret på Camillas egne erfaringer som ung professionel med tårnhøje ambitioner og hendes personlige udvikling – og positionering – til hendes første lederjob.
På webinaret vil Camilla fortælle om sin egen vej til det første lederjob og de kompetencer og erfaringer, hun har – eller ville ønske, at hun havde haft – da hun fik sin første lederstilling. Camilla vil give et indblik i ledelse gennem konkrete eksempler og cases og inspirere til, hvordan man kan positionere sig selv til at kunne opnå sine ambitioner om at blive leder.
Om bogen
Vejen mod dit første lederjob – fra ambition til handling udforsker de bevidste – og ubevidste – skridt, man tager på vejen mod sit første lederjob, ligesom den præsenterer de elementer, man kan (eller ville ønske at man kunne) forberede sig på. Og naturligvis de ting, som Camilla Hollesen ville ønske, at hun havde vidst før hun takkede ja til sin første lederstilling.
Bogen er skrevet af Camilla von Benzon Hollesen og Søren Kreilgaard, og udkommer d. 20. juni 2025 fra Hans Reitzels Forlag.
Dette webinar er relevant for dig, der:
- Har ambitioner om at blive leder – eller måske netop er blevet leder for første gang
- Søger inspiration til at positionere dig selv til en lederstilling
- Vil kunne supportere dine kollegaers lederambitioner
- Ønsker at forstå den nye generation af (kommende) ledere
- Vil udvikle dig i din nuværende lederstilling
Vil du gøre dine lederdrømme til virkelighed – og omsætte din ambition til handling? Så er dette webinar for dig.
Tilmeld dig nu og bliv klogere på, hvordan du kan bane vejen mod dit første lederjob.
Speaker:
Camilla von Benzon Hollesen, selvstændig konsulent, mentor og forfatter
Camilla har besiddet forskellige ledelsesroller gennem årene, og har tidligere haft stillinger som blandt andet projektleder, Head of Operations og Partner, samt CEO i mindre virksomheder. Derudover har hun erfaring med bestyrelsesarbejde. I sin karriere har hun arbejdet med HR, projektledelse, operations, forandringsledelse, vækststrategier og organisationsudvikling. Hun er uddannet serviceøkonom fra Cphbusiness Academy og HD(O) på Copenhagen Business School (CBS). Camilla gæsteunderviser sideløbende på AI-kurser, er mentor for aspirerende og nye ledere og har eget firma som konsulent og ledelsesrådgiver med opgaver indenfor strategi, scale-ups, transformationsledelse og organisationsudvikling.
Læs mere om temaet Learning & Development eller alle de andre NOCA-temaer HER.